Drop specialintegrationerne med MCP: den nye USB-C for AI
Skrevet afRasmus Luckow-Nielsen
Adm. direktør i Reload
Forestil dig, at du kunne bygge AI-assistenter, der ikke bare gætter, men faktisk ved noget. Ikke fordi de har læst det på nettet engang i 2022, men fordi de henter data direkte fra dine systemer. Live. Sikkert. Styret.
Velkommen til Model Context Protocol (eller “MCP”), som jeg godt tør love, at vi fremover kommer til at høre en del mere om.
INTRO
Hvad er MCP?
Model Context Protocol er en ny, åben standard, udviklet af AI-virksomheden Anthropic, men som nu er omfavnet af alle i branchen. Formålet? At give AI-modeller adgang til dine systemer, uden at du skal opfinde integrationen fra bunden hver gang.
Tænk på MCP som en slags ”USB-C” for AI. I stedet for at bygge specialintegrationer til hvert enkelt API, laver du én MCP-server, og så kan AI-klienter tilgå data og funktioner på en standardiseret måde.
MCP ≠ API, så hvad er forskellen?
Godt spørgsmål. Vi har jo været vant til at hive og sende data igennem API’er i årevis - de er jo netop lavet for at gøre tekniske integrationer nemmere.
Og ja, du kunne også bare lave et API. Men MCP er ikke bare “et andet API”. Det er en hel protokol, der er designet specifikt til at kunne forstås af AI-modeller.
MCP giver struktur, semantik og intention bag data og funktioner. Hvor et klassisk REST eller GraphQL-API kræver, at du kender endpointet, parametrene, og hvordan du bruger det, så tilbyder MCP et manifest, hvor AI’en selv kan opdage, hvad der findes af “tools” og “resources”, og hvordan de kan bruges.
Du kan altså både læse data og - vigtig pointe - udføre handlinger: opret en side, opdater en node, send en notifikation. Det er ikke bare passiv datatrækning, det er aktiv systeminteraktion.
Rasmus tænker (måske på MCP) under en af vores mange AI-livestreams
INDHOLDSSYSTEMER
Gør AI klog på dine indholdssystemer med Drupal + MCP
Vi arbejder med Drupal hver eneste dag i Reload. Det er vores schweizerkniv af et CMS, og mange af vores kunder bruger det som fundament for websites, produktdata, vidensbaser og intranet. Men Drupal er som udgangspunkt en silo. En AI-model kan ikke bare “bruge” Drupal. Det kræver, at du bygger (og vedligeholder) en specialintegration.
Med MCP kan du åbne op for dine data og funktioner - uden at gå på kompromis med sikkerheden. En AI-agent kan via MCP få adgang til at søge i indhold, læse seneste artikler eller endda oprette en ny side - alt sammen styret, logget og med præcise rettigheder.
Og det stopper ikke ved tankeeksperimentet.
Der er allerede gang i MCP-udviklingen i Drupal-miljøet. Faktisk findes der nu et officielt MCP-modul til Drupal, som gør det langt nemmere at komme i gang: drupal.org/project/mcp
Tips og tricks
Hvorfor skal du som forretning gå op i det her?
Fordi det potentielt ændrer, hvordan du tænker AI i din organisation.
Hvis du gerne vil eksponere dine egne data eller systemer overfor AI:
Du behøver ikke længere bygge fra bunden hver gang.
Du kan genbruge dine eksisterende datastrukturer og workflows.
Du får en fleksibel og skalerbar måde at eksponere dit CMS - uden at miste kontrollen.
Og vil du gerne bruge AI-værktøjer til at interagere med andre datakilder?
Jamen så gør de mange MCP-enabled services det markant nemmere. Du kan allerede i dag nemt integrere fx ChatGPT med mange services gennem MCP.
Det her er ikke bare en teknologisk kuriositet. Det er en ny måde at tænke integration på - og det kan blive fundamentet for næste generation af AI-assistenter, som ikke bare gætter, men gør.
Kontakt
Har du spørgsmål?
Så skal du ikke snakke med mig (Rasmus), men hive fat i vores AI-ekspert og seniorudvikler, Achton Smidt Winther!