Den geniale måde at budgettere i dine projekter på
Skrevet af
Rasmus Luckow-Nielsen
Adm. direktør & partner
De fleste lever i en verden, hvor de enten er tvunget til at forsøge at gætte, hvad en digital løsning koster at udvikle - eller hvor der kommer et budget ovenfra, som så skal bruges til at køre et projekt. Det involverer ofte en fast budgetramme, nogle milesten og deadlines.
Selvfølgelig skal man tale økonomi, men det er grundlæggende svært at ende med et helt eksakt, økonomisk tal. Det er simpelthen fordi, der er så mange bevægelige dele i et komplekst, digitalt projekt.
Tænk på det som en fest!
Forestil dig, du skal planlægge en stor fest. Du har måske 50.000 kr, og der skal være middag, drikkevarer og god musik. Du tager turen til supermarkedet, men her begynder virkeligheden at ramme. Der er simpelthen ingen jordskokker - men i stedet opdager du, at der er nogle utroligt lækre jomfruhummere på tilbud. Og det skal jo være en god fest, så ja sgu, det gør du.
Festen udvikler sig. Hvad med budgettet?
Men hvad nu? Du er allerede ved at sprænge budgettet, fordi du vil give den gas til forretten. Nu står du så i den situation, at du skal til at prioritere: Skal du droppe bøffen til hovedretten og i stedet satse på løgsuppe? Eller skal vi droppe 1. Cru Chablisen? Kan Spotify gå an, så du sparer DJ'en? Noget skal i hvert fald prioriteres, hvis budgettet skal holdes. Eller også skal du beslutte at tilføre flere midler til festbudgettet, hvis du ikke vil gå på kompromis. Det er i hvert fald vigtigt at have en ide om: Hvad gør en god fest?
Keep your eyes on the prize
Det er faktisk det samme i digitale projekter og kunsten er, at det skal være informerede valg - og ikke mindst, at det er prioriteringer, vi gerne vil gøre på forkant - og ikke når pengene “pludselig” er brugt. Lov på det rigtige niveau - lov ikke chablis og jordskokker - men lov et digitalt projekt som understøtter forretningens mål.
Hop med på vores nyhedsbrev og få mere indhold fra samme skuffe!
Prioritér hårdt - løbende
Skabelsen af digitale løsninger er én lang prioriteringsøvelse. Kunsten her er at prioritere at udvikle de mest værdifulde ting. Generelt advokerer vi for, at budgettet skal være fast, og vi i stedet prioriterer hårdt i scope - altså en hård udvælgelse af hvad vi reelt implementerer. Det skyldes, at vi gerne vil i luften hurtigst muligt og på den måde få reel, værdifuld feedback. Så bliver prioriteterne mere skarpe derfra.
Kan man overhovedet budgettere?
Budgettering er bare svært. Man slipper bedst fra det, hvis man italesætter den usikkerhed, der er og løbende styrer efter det. Humlen er at bevare fleksibiliteten i projektet, så man i sidste ende kan levere noget, som er en succes. Undgå fælden, der ligger i at planlægge alt for detaljeret - så kan man hurtigt være låst af en retning, der ikke løser de rigtige behov.
Vid i stedet hvad der grundlæggende er vigtigt at løse. Ligesom det er godt at beslutte, hvad man synes, der er vigtigt for at holde en god fest ?
Læs videre i e-bogen: Digitale projekter der ikke må fejle
Har du spørgsmål?
Det er et komplekst emne, som selvfølgelig skal tænkes ind i den enkelte situation. Vil du dele dine tanker og få noget feedback, så ring eller skriv til rådgiver og agil projektleder i Reload, Alice Jensen.