Fed boligpræsentation med POI’er og lækre animationer
Kort om samarbejdet:
Vi har arbejdet tæt sammen med lokalBolig siden 2017. Vi har været et fast team omkring dem siden start, som ses ugentligt og vender små og store udfordringer, og gennemgår de konkrete opgaver.
I samarbejde udvikler og drifter vi deres website. Det er en React-baseret frontend, en redaktørbackend i Drupal der fungerer som et slags middleware, og integrerer op imod en række bagvedliggende systemer til administration af boligsalg.
Problemet: præsentationen
LokalBolig har prioriteret boligpræsentationen på deres website højt, og de har altid været fremme i skoene, når det handlede om, hvordan en bolig præsenteres bedst muligt. De var også den første ejendomsmægler, der i sin tid gik væk fra kedelige teksttunge boligpræsentationer med små gnidrede billeder til at lade det visuelle være bærende element i præsentationen.
Lokalområdet er en stor overvejelse ved et boligkøb, og derfor også en vigtig del af præsentationen. Vi mener ikke, at en god præsentation af lokalområdet nødvendigvis vil tiltrække flere købere - måske vil det bare kvalificere de potentielle købere, der i forvejen kigger på det. Antagelsen, vi har arbejdet ud fra, er derfor ret simpel: Hvis brugerne faktisk bruger kortet og interagerer med det, er det fordi, det giver dem værdi.
En flot og velfungerende boligpræsentation er dog ikke kun til for køberen, men også vigtigt for at sælgeren har lyst til at vælge netop LokalBolig til at præsentere sin bolig.
Løsningen: fail fast
For at hjælpe med folk med en let måde at udforske området omkring en bolig, har vi lagt en række Point-of-Interests (herfra forkortet POI) ind på kortet i boligvisningen. Herunder indkøbsmuligheder, institutioner, offentlig transport mm. Kortet er baseret på MapBox, og det er også dem, der udstiller data til POI’erne, sådan at vi kan hente og opdatere dem automatisk. Det betyder også, at der ikke skal manuel vedligeholdelse til.
Brugeroplevelsen med kortfunktionalitet er altid mere komplekst at arbejde med, end hvad man lige forestiller sig. Det er f.eks. svært på forhånd at definere, hvor mange forskellige POI’er, der skal være, hvor stort et udsnit skal vises, og hvor langt zoom-knappen skal zoome ind på kortet. Gælder der de samme regler for byzoner, som der gælder for landet? Og hvordan interagerer vi intuitivt på desktop ift. mobil?
Fail fast har været vejen frem. Frem for at bruge en masse tid på at læse op på diverse best practices og forsøge at definere det hele på forhånd, har vi udviklet noget hurtigt, prøvet det og rettet til. Igen fået flere til at prøve det og efterfølgende rettet mere til.
En perlerække af demoer, afprøvninger og tilrettelser har taget os til et sted, hvor vi er tilfredse med resultatet, og brugerne har noget, der virker.
Resultatet: POI’er
Procentvis er det ikke mange, der klikker rundt i kortet, dog er det stadig 30-40.000 mennesker hver måned - så altså heller ikke ingenting. Indkøbsmuligheder i nærområdet har en klar førsteplads ift. interessante POI’er, og lige efter kommer busstoppesteder.
Vi har tidligere talt om at gøre det endnu mere personligt, f.eks. ved at give mulighed for at gemme specifikke adresser efter personlig interesse, men baseret på nuværende brug har vi valgt ikke at prioritere denne feature for nu.
Vil du vide mere?
Så kontakt Alice, der er projektleder på samarbejdet!