Der er tre grundlæggende modeller, når vi taler CMS - monolitisk, headless og decoupled CMS.
Vi dykker mere ned i det, men helt kort, så er et monolitisk CMS et system, der er lavet til at fungere “stand-alone”. Det er altså en fuld pakke, som står for alt, hvad du har brug for, lige fra indholdsoprettelse til præsentation.
Et headless system er et system, der kun håndterer indholdet. Dvs. datamodellen og muligheden for at man som redaktør kan oprette indhold. Men det bekymrer sig ikke om præsentationen - meningen er, at andre systemer skal hente data og præsentere det på en meningsfuld måde.
Et decoupled (eller afkoblet) CMS er i virkeligheden bare kombinationen af et headless CMS og en separat frontend der præsenterer indholdet (typisk til web).
Monolitisk CMS (traditionel CMS)
De traditionelle CMS’er er alle monolitiske i deres tilgang. Det betyder, at du grundlæggende får én samlet pakkeløsning, som indeholder alle de dele og funktionaliteter, du har brug for. Det har den fordel, at du får det hele med på en gang, og du kan sammenligne det lidt med en schweizerkniv. Det kan rigtig meget. Til gengæld er indhold og præsentation ofte ret tæt koblet. Det gør mange ting nemmere at arbejde med og forstå - men kan give problemer, hvis man ønsker at præsentere det samme indhold i mange forskellige digitale kanaler, lige fra en hjemmeside til en app og måske til 3. parts systemer.
Eksempler på velkendte og veletablerede monolitiske CMS’er er: Drupal, Umbraco, Wordpress, SiteCore, Optimizely, Typo3.
Alle disse systemer har dog fulgt med tiden og kan også eksponere data afkoblet fra præsentationen og har mulighed for at integrere med mange andre systemer. Men den grundlæggende opbygning er stadig gearet til, at de skal kunne fungere som et “stand-alone” produkt.
I Reload er vi eksperter i Drupal, og vi er stadig rigtig glade for det, fordi det faktisk kan fungere som alle tre typer af CMS; monolitisk, decoupled og headless. Vi har brugt det på alle disse måder.