Frontend-udvikler, hvor er du?
Ansøgningsfrist: 30. maj 2026
I Reload har vi det très bien, så bien at vi udvider #holdet og nu søger endnu en frontend-aficionado med minimum 5 års erhvervserfaring med i rygsækken, som har lyst til at skabe fantastiske weboplevelser sammen med os.
Vi søger dig, som har holdninger, passion for og bred erfaring med at lave lækker frontend.
Kunne det være dig? Awesome!
Vi kan tilbyde en no-bullshit-tilgang til tingene, spændende udfordringer, exceptionelt dygtige kolleger (som udøver aktiv vidensdeling) og Danmarks måske hyggeligste arbejdsplads.
Så læs videre og vurdér, om vi er det rigtige match for hinanden!
Vær med, hvor det gælder
I Reload har vi i mange år haft succes med at lave forretningskritiske websites og komplekse integrationer. Vores digitale løsninger er noget, som vi er rigtig stolte af, både fordi de er udviklet til vigtige kunder, men også fordi de bliver brugt af rigtige mange brugere og gør en faktisk forskel. Det kombinerer vi med høj faglighed, gode arbejdsforhold og inspirerende kolleger. Det giver nemlig både trivsel og glade kunder.
TL;DR - vi tilbyder:
Fuldtidsstilling som “Udvikler”* med tiltrædelse senest 1. august (men da gerne før)
Et afvekslende, sjovt og udfordrende job i et afslappet miljø centralt på Frederiksberg.
Rigtig interessante og varierende opgaver, ofte meget langstrakte samarbejder.
Fleksibel mødetid, mulighed for hjemmearbejde, skøn madordning og alle mulige andre dejlige goder, som vi kender dem.
Fantastiske kollegaer, hyggelige sociale arrangementer og masser af team-ture
Fokus på både faglig og personlig udvikling
Fornuftig løn efter kvalifikationer
Generøst tech-budget, både til hardware og software (særligt AI tools)
*ja, vi er ikke så gode til fancy titler.
Qui es-tu?
Du skal ønske at lave løsninger, som gør en forskel og som er til gavn for en masse brugere. Du skal finde og løse udfordringen - og ikke bare udføre opgaven. Dette er nu bare endnu mere relevant i en tid, hvor AI redefinerer, hvad det vil sige at være udvikler.
Hos Reload er vi på en fælles rejse ind i en ny måde at bygge software på, og vi forventer ikke, at du allerede er verdensmester i at styre AI-agenter. Vi forventer til gengæld, at du vil udforske denne retning sammen med os - og at du gør det med en sund, kritisk sans. Fordi AI hurtigt kan generere store mængder kode, rykker din rolle sig i højere grad fra "kodeskriver" til arkitekt og "superviser". Vi tror ikke på blind tillid til maskinerne; vi har brug for din menneskelige intuition, din erfaring og din forståelse for systemets raison d'être, især når systemerne komplekse, og AI'en mangler den nødvendige kontekst.
For at være en god udvikler i Reload (og i fremtiden), så forventes det, at du involverer dig med kunden og forstår deres forretning. Det kræver, at du har - eller ønsker at opnå - en holistisk tilgang til dét at skabe digitale løsninger. Du kommer til at få både stor frihed, indflydelse og ansvar for de løsninger, vi ender med at bygge. Selvfølgelig er det ikke noget, du sidder med alene - du vil være en del af et team, som i fællesskab skal udvikle den bedste løsning til kunden inden for de givne rammer.
Vi tænker, at du har:
minimum fem års erfaring
forståelse for at omsætte forretningsbehov til brugervenlige digitale brugergræseflader – og evnen til at oversætte dette til utvetydige specifikationer, som både dit team og AI-assistenter kan forstå.
et stærkt fokus på kvalitetssikring og tests, så du kan gennemskue edge-cases og debugge systemer og kode, du ikke nødvendigvis selv har skrevet linje for linje.
holdninger til tingene, og du er ikke bange for at dele dem med os andre (eller at udfordre AI'ens forslag, når den tager fejl!).
et æstetisk øje - og styr på de klassiske frontend dyder
Vores tech-stack er Next/React, ofte med en backend i Drupal. Vi værdsætter al erfaring i disse teknologier, men du skal altså også arbejde på al slags frontend-relateret webudvikling i det hele taget. Så ren teknologimæssigt håber vi, at du er nysgerrig og frisk på at lære nye ting - herunder hvordan vi bedst og mest meningsfuldt ruller AI-tooling ind i vores arbejdsgange.
Hvilke kunder har vi?
Her i første halvår af 2026 har vi rasende travlt med en række forskellige kunder, men du vil skulle arbejde på vores nye biblioteksløsninger, som gik i luften for 2 år siden. Det er altså de danske folkebibliotekers hjemmesider med mere end 100 mio. årlige besøg, herunder de digitale udlån og understøttelse af deres apps. DDF, som kunden hedder, er vores største kunde, og her kan du se et udpluk af det arbejde vi har lavet for dem.
Du vil altså blive en del af et team på 5-6 udviklere samt designer, projektleder og en meget engageret kunde.
I år arbejder vi med at styrke og øge engagementet i de centrale brugerrejser, hvor der også endelig er lidt bedre tid til at optimere og polere oplevelsen for brugerne. Så vi har brug for din sans for lækre detaljer og en god UX.
Vi har relativt få kunder i Reload - men vi har dem rigtig længe, og i tætte, kontinuerlige samarbejder. Andre af vores aktive kunder tæller pt. LokalBolig, Albatros Travel og BUPL.
Hvordan arbejder vi?
Vores kerneprodukt er, at kunderne får med et tværfagligt team, som både rådgiver, designer og udvikler. Det giver tryghed og konsistens. Et team består typisk af en blanding af Reload-folk, kunders egne folk og samarbejdspartnere.
Som team tager vi fælles ansvar for at arbejde os hen mod målet, inden for rammerne. Fra starten bliver hele projektet angrebet som et team - og typisk med en letvægts Scrum proces. Vi går meget op i, at alle forstår vores kunders situation, og ofte er alle i teamet med til at definere de strategiske tanker og business cases, der ligger bag udviklingsprojekterne.
Vi er bundærlige og gennemsigtige med, hvordan vi bruger tid, og hvad vi tænker. Vi siger fra, hvis vi synes, at noget ikke giver mening - og vi roser hinanden for de gode ting. Der er ikke de store hierarkier, og alles holdninger og perspektiver bliver taget seriøst.
Vi søger aktivt at opnå meget kollegiale forhold med vores kunder og samarbejdspartnere, og de sidder som regel hos os 1-2 dage om ugen. Vi spiser frokost sammen, og der er altid plads til at tale om livet uden for arbejdet. Vi er hele mennesker på arbejde. Sådan sikrer vi, at samarbejdet med kunden ruller.
Hvis du synes, det er spændende at læse videre om, så se vores tilgang hér ->
En ekstraordinær tur
I 2025 var vi på en ekstraordinær vild tur. Det var 4 dage i Grønland, hvor vi den fik fuld gas: Vi kørte med hundeslæder, vi var på moskusoksesafari, vi overnattede på indlandsisen - og oplevede det vildeste nordlys du kan forestille dig.
Ikke alle år er så vilde - men hvert år sørger vi for at vi får gode oplevelser, som ryster os sammen.
Vi tør sige nej - det giver arbejdsglæde
Det betyder også, at vi er klar til at sige nej. Vi siger nej til kunder og projekter, som vi ikke tror på kan fungere hos os. Det kan være fordi, de ikke passer til vores samarbejdsmodel, at projektet ikke er med til at løfte vores kompetenceniveau - eller at kemien bare ikke er der.
Et godt samarbejde med kunden gør os alle gladere og er tilmed også en bedre forretning.
Reload er et sted, som er funderet i at skabe arbejdsglæde. Vi tror på, at glade medarbejdere giver de bedste resultater. Vi tror på, at spændende projekter, fantastiske kollegaer, og en organisation, der giver stor frihed og stiller krav til personlig og faglig udvikling, skaber denne arbejdsglæde. At være en del af sådan et fællesskab er ikke kun fedt for os selv - vi tror også på, at det kan gøre en forskel for vores omverden. Vi vil nemlig gerne bygge ting, der virker i virkeligheden.
Hvad er Reload?
Reload blev grundlagt tilbage i 2010 af Kasper og Rasmus. Som bureau har Reload en historie som Drupal-hus med benene solidt plantet i tung teknik, men senere hen er vi blevet blødere og begyndt mere at fokusere på strategi, forretning og brugerforståelse.
Vi er pt. 22 ildsjæle, som har til huse i en hyggelig gammel herskabslejlighed på Frederiksberg, som vi har totalt istandsat sidste år. Vi arbejder i en meget flad organisation, hvor alle har meget frihed og høj indflydelse på dagligdagen. Der arbejdes med stor respekt for hinanden og med ønsket om stor gennemsigtig i alle beslutninger. Her er høj fokus på faglig og personlig udvikling, trivsel og fælles relationsture til udlandet, samt mange sociale arrangementer.
Vi går meget op i, at det skal være sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde, og at vores aftaler med kunderne er realistiske. Meget sjældent har vi pressede deadlines, og vi er ekstremt fleksible med både arbejdstid og sted.
Open source er i vores DNA
De teknologier, vi arbejder mest med, udspringer ligesom store dele af vores kultur fra open source. På kode-niveau arbejder vi i oftest i Javascript/TypeScript (primært React samt Next.js) og PHP (mest Drupal og til tider Laravel), men vi er også virkelig erfarne og dygtige i en lang række webteknologier. Vi vurderer løbende og i fællesskab, hvilke nye teknologier og værktøjer vi ønsker at blive gode til - og som på bedste vis løser opgaven. Vores løsninger er oftest decoupled.
Men arbejde er ikke alt
Arbejdet er ikke det vigtigste i livet. Det ved vi godt og har derfor et udtalt fokus på work-life-balance. Vi er mange med børn, sideprojekter og hobbyer - vi kender alt til behovet for fleksibilitet. Og så tror vi simpelthen ikke på overarbejde! Når du er glad og har overskud, så laver du også dit bedste arbejde, og det kommer Reload og vores kunder til gode. Så simpelt er det!
Vi kan godt lide at rejse sammen. Vi har både været i Marokko og køre på ATV, Island for at bestige vulkaner, i Sverige for at sejle i kajak og lave mad over bål, i de Transsylvanske bjerge, og i 2025 var vi på vores store Grønlandstur, som du kan se på videoen herover.
Vi lever rent faktisk efter vores værdier
Nemt at sige, men vi tror på det, vi prædiker - og vi følger op på det, så det ikke bare er varm luft og bullshit. Det er noget, vi i hverdagen kalder “The Reload Way”. Hvis du vil vide endnu mere om, hvilke værdier der driver os, og hvordan vi fungerer internt, så kan du læse om disse værdier her ->
Mød Arne
Arne har været i Reload i 15 år. I den anledning af hans 10 års jubilæum, så lavede vi et portræt af den gæve sønderjyde, som fungerer som både arkitekt og seniorudvikler i Reload, med mange store løsninger bag sig. Du kunne meget vel "risikere" at arbejde sammen med ham. Man har vel lov at håbe.
Disclaimer om sprog
Inden du søger, så bliver vi også nødt til at fortælle, at arbejdssproget i Reload er dansk - og vi har næsten kun danske kunder.
Det er altså et krav, at du læser, skriver og taler dansk.
Er vi det rette match?
Har du spørgsmål? Så giv vores tekniske direktør, Kasper Garnæs, et ring på tlf. 29725957 eller send en email på kasper@reload.dk
Og ellers, så er det bare at sende en motiveret ansøgning til job@reload.dk hvor du fortæller lidt om, hvad du har lavet, og hvorfor dette job fanger interessen hos dig.
Ansøgningsfrist 30. maj 2026. Opstart før sommer 2026, gerne ASAP.