Lasse og Pernille spiller bold
Resume

Interesseret?

Send os din ansøgning
Læs om at arbejde i Reload
OBS: Ansøgningsfrist er overskredet.
Vi er i proces med jobsamtaler

Junior frontendudvikler

Det her er chancen for dig, som gerne vil have foden indenfor i en virksomhed, som har stor fokus på både faglig og personlig udvikling. 

Vi har ikke taget mange junior udviklere ind de sidste 12 år - men når vi har gjort det, så har det været en stor tilfredsstillelse for os at se dem gå fra nybegynder til superhelt i løbet af forbavsende kort tid. 

Det vil vi gerne gøre noget mere. Vi søger derfor igen folk, som har talent og virkelig er sultne efter at lære nyt. Du vil i et tæt parløb med en erfaren kollega blive lært op i en række teknologier - men også få udviklet din forretningsforståelse og dine kommunikationsevner. Vi går i det hele taget meget holistisk til opgaverne - men det er noget, der skal tillæres, for som ny har man oftest mest fokus på at få styr på teknikkerne. Og det er helt cool.

Lige nu har vi travlt med at udvikle en del CMS baserede løsninger - det er både helt traditionelle CMS som Drupal, men også hybrid løsninger med afkoblede frontends. Vi leder derfor efter en ny kollega, som har lyst til at blive spændt for et læringstog med fuld fart fremad!

Du vil komme til at arbejde med forskellige teknologier, lige fra ren javascript og over i Drupal land. Det skal siges, at vi lige nu har brug for folk der gerne vil arbejde i Drupal CMS frontend - vi har simpelthen bare mange spændende kunder på den platform.

Vi kan altså tilbyde et superfedt miljø med spændende projekter og høj-kompetente kollegaer. 

Mød en juniorudvikler

Pernille Nørskov

Q: Hvad lavede du, før du startede i Reload?
A: Jeg var lige blevet færdig med min professionsbachelor i Web Udvikling. 

Q: Hvad er det mest interessante projekt, du har lavet for Reload?
A: Uf, der er mange! Men bl.a. et projekt for DDF, hvor jeg skulle være med til at udvikle grundstenene til et designsystem i React og Storybook.

Q: Hvad er det bedste ved at være Reloader?
A: Du får en arbejdsplads med et fladt hierarki og en masse dygtige, ligesindede kollegaer, hvor der samtidig er stor fokus på både personlig og faglig udvikling.

Q: Hvilket råd har du til andre udviklere?
A: Brug muligheden til at suge en masse viden til dig fra dine super dygtige kollegaer.

Q: Hvad betyder det at være en Reloader?
A: Du har stor indflydelse på stort og småt, både i hverdagen og organisatoriske initiativer, hvilket betyder, at du i høj grad er med til at skabe Reload.

Du kommer til at arbejde professionelt med følgende teknologier:

  • Omsætning af designs til velstruktureret HTML og (S)CSS eksempelvis ved hjælp af BEM + layouts og animationer i CSS3
  • Drupal 9 - alternativt frameworks såsom Symfony eller Laravel
  • JavaScript frameworks såsom ReactJS og Next.js
  • Udvikling af prototyper i ren HTML, CSS og JavaScript
  • Komponentbaseret udvikling baseret på StoryBook
  • Tilgængelighedstandarder på nettet
  • Frontend performance

Men du skal også lære at bruge værktøjer som 

  • Versionskontrol i Git
  • Arbejde i Docker 
  • Continuous Integration

Det vigtigste for os, er at du er god til at lære nyt - og at du er et menneske som passer godt ind hos os. Hvis du kan se dig selv i vores værdier, så er vi godt på vej. 

Du får ansvar og indflydelse 

Vi søger dig, som både har hjertet på rette sted og hovedet i orden. Du skal ønske at lave løsninger, som gør en forskel. Du skal finde og løse udfordringen - og ikke bare udføre opgaven.

For at være en god udvikler i Reload involverer du dig med kunden og forstår deres forretning. Det kræver, at du har - eller ønsker at opnå - en holistisk tilgang til dét at skabe digitale løsninger. Du kommer til at få stor frihed, indflydelse og ansvar for de løsninger, vi ender med at bygge. Selvfølgelig er det ikke noget, du sidder med alene - du vil være en del af et team, som i fællesskab skal lave den bedste løsning til kunden inden for de givne rammer. Det betyder også, at vi arbejder tæt sammen med vores kunder og ofte sidder fysisk sammen på kontoret.

Vi arbejder tæt sammen 

Vi arbejder ud fra vores radikale og holistiske proces- og samarbejdsmodel, som er med til at gøre Reload et ret unikt sted at arbejde. Det er en proces, som i høj grad bygger på integritet, tillid og åbenhed - og som også kræver dygtighed, grundighed og ansvarlighed. 

Vi betragter ikke os selv som leverandører til vores kunder - vi betragter os som samarbejdspartnere. Vi kræver og dyrker et tæt samarbejde - fordi det giver bedre resultater for alle, og fordi det er langt federe at arbejde på den måde.

Vi tør sige nej - det giver arbejdsglæde

Det betyder også, at vi er klar til at sige nej. Vi siger nej til kunder og projekter, som vi ikke tror på kan fungere hos os. Det kan være fordi, de ikke passer til vores samarbejdsmodel, at projektet ikke er med til at løfte vores kompetenceniveau - eller at kemien bare ikke er der. Et godt samarbejde med kunden gør os alle gladere og er tilmed også en bedre forretning.

Reload er et sted, som er funderet i at skabe arbejdsglæde. Vi tror på, at glade medarbejdere giver de bedste resultater. Vi tror på, at spændende projekter, fantastiske kollegaer, og en organisation, der giver stor frihed og stiller krav til personlig og faglig udvikling skaber denne arbejdsglæde. At være en del af sådan et fællesskab er ikke kun fedt for os selv - vi tror også på, at det kan gøre en forskel for vores omverden. Vi vil nemlig gerne udvikle løsninger, der virker i virkeligheden.

Frihed til at du kan udvikle dig

Reload er en organisation, som sætter ære i at gøre tingene rigtigt og som giver stor indflydelse, frihed og ansvar til den enkelte medarbejder. Vi er en flad organisation og tror mere på selvorganisering end hierarkier. 

Som udvikler i Reload skal man selvfølgelig ikke kun udleve alle de værdier, som er nævnt herover. Du skal selvfølgelig kunne kode - og være dygtig. Og dygtighed betyder for os, at du er god til at lære nyt. Det er ikke en absolut skala - det er evnen til at flytte sig, fagligt og personligt. Vi ønsker konstant at udvikle os. Det skal du også stræbe efter.

Er det dig, vi leder efter?

Så send en motiveret ansøgning og forklar os hvorfor vi skal vælge dig. Ud over at have det rette mindset og kulturelle match, så skal du også kunne demonstrere dine kodeskills. Så send eksempler på kode, du synes repræsenterer dine evner. Og fortæl os, hvad du synes er mest relevant af ovenstående.

Send spørgsmål eller en motiveret ansøgning til job@reload.dk - eller giv vores adm. direktør, Rasmus, et ring på tlf. 30224545.

Inden du søger, så bliver vi også nødt til at fortælle, at arbejdssproget i Reload er dansk - og vi har næsten kun danske kunder. Det er altså et krav, at du læser, skriver og taler dansk.

ANSØGNINGSFRIST: 1. maj 2022 (men send endelig snarest muligt)

Tip til dig som ansøger

  • Vi vil altid gerne have en motiveret ansøgning. Det er vigtigt for os at få et indtryk af hvem du er som menneske og hvad der driver dig. Forhold dig til dette jobopslag og fortæl hvad du tænder mest på.
  • Vi vil gerne se ting du har lavet. Det kan være et portefolio site eller lignende der demonstrerer og viser projekter du har bragt til verden. Det giver os et indtryk af din faglige kunnen og dine æstetiske evner.
  • Vi vil gerne se kode du har lavet. Send os dit GitHub repository eller anden kode du mener viser din kunnen og nuværende niveau.
  • Husk at førstegangsindtrykket tæller. Sørg for at hvad du medsender af CV'er og ansøgninger er præsentable, korrekturlæst og at links fungerer. Vi er generelt fans af PDF'er - og ikke så glade for Word dokumenter og billeder af CV'er.  
Mød din mentor

Benjamin Rasmussen

Benjamin, som det er planen skal være din mentor, har skrevet lidt om hvordan det er at starte i Reload.