Få fortællingen om de dramatiske dage i epidemiens begyndelse direkte fra hestens mund. Vi var så heldige at få et vidne fra kundesiden, Kontorchef Louise Nielsen Wernberg, med i samtalen. Sammen med Digital Direktør i Advice, Jesper Pedersen, fortalte hun om de dramatiske og intense dage, da epidemien stod på sit højeste.
I orkanens øje
Louise var (udlånt) Områdechef i myndighedernes fælles informationsindsats under COVID-19, Nationalt Kommunikationscenter COVID-19, og var derfor i orkanens øje gennem et intensivt halvt år. Hun stod bag udviklingen af coronasmitte.dk samt en række andre digitale kommunikative indsatser under pandemien.
Digital Direktør i Advice, Jesper Pedersen, fortalte om de kritiske dage, hvor myndighederne havde brug for omgående hjælp og der absolut ikke var tid til lange kravspecifikationer, analysefaser og markedsdialog. Tingene skulle være færdige om 3 dage, og det handlede om liv og død.
Hvad talte vi om?
Jesper og Louise fortalte om den dramatiske tid, og så talte vi om, hvordan epidemien ændrede rammerne for offentlig digitalisering. Hvad sker der, når løsningerne skal udvikles lynhurtigt samtidig med, at epidemiens forløb ændres fra dag til dag? Hvad lærte vi af det?