Sofie og Piletti arbejder sammen

Snydekoden til det gode samarbejde

Adm. direktør, Partner

Rasmus Luckow-Nielsen

rasmus@reload.dk

30224545

Læs om Rasmus Luckow-Nielsen

Vi har i Reload i den seneste tid talt om, hvad der skaber "det gode samarbejde". Her er vi i den glimrende bog "The Culture Code" faldet over "The Allan Curve", som beskriver forholdet mellem kommunikation og fysisk afstand mellem mennesker. Og den er rasende interessant og tankevækkende! Den siger, at mennesker er 4 gange mere tilbøjelige til at kommunikere ofte med dem der sidder inden for en afstand af 2 meter end dem der sidder 18 meter eller mere væk. Sidder du altså bare i det næste rum, så falder kommunikationen voldsomt. Det passer godt med vores egne erfaringer.
 

Ude af øje, ude af sind

Findingen stammer fra Thomas J. Allens bog "Managing the Flow of Technology" fra 1977, og den holder stadig vand i den digitale alder - nye studier viser, at både ansigt-til-ansigt og digital kommunikation følger Allens kurve. Så her kan teknologi kan ikke redde dagen. I ét eksempel emailede ingeniører 4 gange oftere til kollegaer, der sad i samme kontor end til dem, der sad længere væk. De som sad sammen i teams havde en 32 procent hurtigere arbejdsrytme, frem for teams der var spredt, blev det vurderet i studiet.  

 

Allen curve

 

Det er magisk at sidde sammen! 

Der opstår noget særligt, når man arbejder tæt rent fysisk. Det har vi altid haft en intuitiv forståelse af. Vi har organiseret os efter det - vi rykker rundt og sætter os sammen alt efter, hvilket projekt vi er på. Og vi beder vores kunder sætte sig sammen med projektteamet - gerne et par dage om ugen, når projektet er på fuld blus. Det oplever vi er guld værd, og det fortæller vores kunder også. Det skaber nemlig stor båndbredde i kommunikationen og derved fremdrift i projektet - er man i samme rum og får afklaret tingene undervejs, kan projektet gå over stok og sten. Anderledes ser det ud, hvis man sidder for længe med tingene alene og begynder at arbejde ud af en (uhensigtsmæssig) tangent. Der sker også noget på et menneskeligt plan - man kender hinanden bedre, og tilliden vokser. Det samme gør forståelsen for hinandens fagligheder og vidensområder. Det gør arbejdet sjovere og mere inspirerende. 

Hvad gør man så, når det ikke er muligt? 

Er man et distribueret team, eller arbejder man i en stor organisation, hvor det ikke er muligt at samle folk til ét projekt, hvad gør man så? 

Skab et fælles sted
Det kan være, I (online eller fysisk) hver dag kan mødes til en 'daily' altså et kort, uformelt statusmøde, som sørger for I er i sync. Sådanne korte møder kan være meget værdifulde, fordi man hele tiden har en snor i hinanden.  

Slå jer løs på en online kanal
Har I en online kanal, der er let at gå til, fx chatsystemer som Slack (eller Flowdock, som vi bruger), kan I skabe en afgrænset kanal, hvor I opbygger et fortroligt rum for teamet. Sørg for at bruge det aktivt i starten til både stort og småt, så oparbejder I en kultur med hyppig kommunikation. Det er ikke lige så godt som at sidde sammen, men værdien af et online forum, der bliver brugt er alligevel høj. 

Skab tillid (og gode projekter!) gennem ærlighed 
Ærlighed er den korteste vej til tillid. Det er også essentielt for, at alle i teamet tør råbe op, hvis de fornemmer, at der er noget galt, hvilket er vigtigt for, at projektet ikke går af fløjten. Prøv at skabe en (menneskelig) kultur, hvor det er i orden at fejle og ærligt fortælle om sine problemer, frem for en kultur af 'cover my ass'. 

Det er alt sammen tiltag der er med til at forkorte distancen 😀

Vil du høre om vores konkrete erfaringer om emnet, så tag et kig på videoer fra disse to gå-hjem-møder: Sådan skaber du stærke teams og Agile projekter - erfaringer fra virkeligheden.