Digitaliseringsstrategien skal handle om hvordan frem for hvad – Del II

I del 1 af denne artikel så vi nærmere på, hvilke udfordringer, der vil gøre sig gældende for organisationer i forhold til udvikling af digitale produkter i 2016, samt hvordan en virksomheds teknologiarv kan umuliggøre agil udvikling fremover.

I denne del dykker vi nærmere ned i rollerne i organisationen og hvordan digitaliseringen påvirker den traditionelle struktur og kommandovej.

Invester i digitale kompetencer og mindset hos ledelse og medarbejdere

At det digitale kommer med hastige skridt er en erkendelse som mange ledere har gjort sig allerede; de ved, at digitaliseringen skaber en række muligheder og udfordringer, de ved bare ikke helt hvilke. Det, vi har set komme i 10 år, kommer lige nu på en måned.

Det digitale handler som nævnt ikke kun om teknologi, men også om hvordan man agerer. Derfor vi vil se en stigende grad af fokus på at udvikle hvad man kunne kalde “digitale kompetencer” eller et digitalt mindset i organisationen. For når alt er blevet digitalt, så giver det ikke mening at de digitale kompetencer sidder i en stabsfunktion over i hjørnet af organisationen. Digitalisering skal integreres på tværs.

Hvilket digitalt mindset der kræves, varierer fra virksomhed til virksomhed.

Et fællestræk er, at der er vigtigt at kunne reagere hurtigere på forandring udefra.

At man er responsiv, ved at ens processer, værktøjer og viden i organisationen bliver distribueret og tilgængelig på nye måder. Det handler om at arbejde hurtigere, eksperimentere mere og hele tiden at kunne tage små risici og lave små investeringer i forhold til at bevæge sig fremad.

Sig farvel til kontrol og goddag til tilpasning 

digital-disruption-dilemma-matrix

 

Digital er ikke en stabsfunktion 

Da digitalisering er noget der rammer alle, skal alle i organisationen også tænke og agere ud fra hvad der er behov for.

Hvad har marketing brug for? Hvad skal produktionen bruge? Hvordan bliver ens supply chain digitaliseret? Hvad kan rykke kundeservice fremad? Hvad skal man selv eje og hvad skal man outsource?

Der er sket et skift i de kerneteknologier der driver virksomheden. I stigende grad går dette fra centrale internt drevne og egne hostede løsninger, til mere distribuerede og cloudbaserede løsninger. Dette skift har været i gang i en del år, men fra et digitalt kompetenceperspektiv vil teknologien kravle mere og mere ud af IT-afdelingen og i stedet blive integreret direkte i de afdelinger, hvor de skal bruges.  Tiden hvor IT var en “support funktion” der købte og administrerede hvilke værktøjer, der skulle bruges af hvem og hvordan er forbi. Digitalisering er ikke IT. I dag skal alle dele af organisationen understøttes af digitale løsninger og derfor skal de også selv kunne vælge deres egen digitale værktøjskasse indenfor rammerne af den digitale virksomhed.

Det handler om at fordele viden hos mange flere, om hvordan digitale teknologier spiller en rolle i virksomheden. Det handler om et mindsæt og en række nye spilleregler.

Velkommen til the chief digital officer

I en hurtigt skiftende verden, hvor processer, produkter og forretning skal omstilles fra analog til digital, er der behov for en ny rolle i chefrækkerne.

En rolle som er ansvarlig for alle relevante områder af organisation bliver digitale. Allerede nu er rollen som Chief Digital Officer begyndt at figurere på organisationsdiagrammerne. CDO-rollen er interessant, fordi den svarer på to behov eller krav på organisationen; dels er der fokus på mere effektiv og mere “agil” udnyttelse af digital teknologi på tværs i organisationen, og dels en større optagethed af kunderne, der jo skal serviceres via digitale platforme. Her kommer nye “ikke-IT” discipliner ind som service design metoder f.eks. customer journeys og datadrevne analyser af kundernes adfærd for at forstå hvor teknologien i højere grad skal udvikles i retning af.

 

Skrevet af Martin Sønderlev Christensen