Vi vil ha’ en erfaren Drupal-udvikler

Ansøgningsfrist: Snarest muligt

Er du stolt af din faglighed, og er du en erfaren Drupal-udvikler? Har du lyst til at arbejde med en no-bullshit-tilgang til tingene og være en del af Danmarks måske hyggeligste arbejdsplads?!

Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger én med et koldt hoved og et varmt hjerte.

I Reload har vi i mange år haft succes med at lave forretningskritiske websites og komplekse integrationer. Vores digitale løsninger er noget, som vi er rigtig stolte af. Det kombinerer vi med høj faglighed, gode arbejdsforhold og inspirerende kolleger. Det giver nemlig både trivsel og glade kunder.

Du værdsætter:

  • kolleger, som du kan lære af

  • at hjælpe andre

  • at være i et team

  • at du bliver serveret problemer, fremfor opgaver

  • når du lærer noget nyt

Du hader, når du:

  • ikke har indflydelse på projekterne og opgavens udformning

  • laver ting for kunder der ikke giver mening

  • skal gå på kompromis med din integritet

  • har alt for lidt kommunikation med kunden

  • synes at kunden er træls (…)

Du har arbejdet professionelt med følgende teknologier:

  • Drupal 8/9/10 (Drupal 7 erfaring giver også point - men du skal ikke arbejde i D7 her 😀)

  • integrationer til og med Drupal

  • større, komplekse Drupal-løsninger med mange bevægelige dele

  • andre PHP frameworks, fx Laravel

Kan du se dig selv i ovenstående?

Det lyder godt! Vi er primært på jagt efter en udvikler, der ikke er bleg for at skrue nogle moduler sammen, lave et par integrationer, sørge for at cachen invalideres korrekt og gerne stå for at data bliver udstillet fornuftigt.

Vi er glade for T-profiler - altså dig som har bred erfaring og interesse, men har stærke kompetencer og specialist viden inden for særlige områder. Hos Reload arbejder vi dog ikke i siloer, og her vil du få mulighed for at prøve kræfter med alt fra backend-udvikling og arkitektur til frontend implementering. 

Hvad skal du lave?

Vi forventer, at skulle igang med nogle nye store og rasende spændende projekter. Helt lavpraktisk, så søger vi en backend-Drupal udvikler, der sammen med tre andre udviklere, skal bygge en ny løsning, som vi nok skal fortælle meget mere om.

Det bliver et vaskeægte agilt projekt, og det vil teknisk være en moderne hybridløsning lavet i Drupal 10 og React - og sammen med kolleger, der har masser af viden omkring forretningsdomænet.

Hvordan arbejder vi?

Vores kerneprodukt er tid, tid som kunderne får med et tværfagligt team. Et team består typisk af en blanding af Reload-folk, kunders egne folk og samarbejdspartnere.

Som team tager vi fælles ansvar for at arbejde os hen mod målet, inden for rammerne. Fra starten bliver hele projektet angrebet som et team - og typisk med en letvægts Scrum proces. Vi går meget op i, at alle forstår vores kunders situation, og ofte er alle i teamet med til at definere de strategiske tanker og business cases, der ligger bag udviklingsprojekterne.

Vi er bundærlige og gennemsigtige med, hvordan vi bruger tid, og hvad vi tænker. Vi siger fra, hvis vi synes, at noget ikke giver mening - og vi roser hinanden for de gode ting. Der er ikke de store hierarkier, og alles holdninger og perspektiver bliver taget seriøst.

Vi søger aktivt at opnå meget kollegiale forhold med vores kunder og samarbejdspartnere, og de sidder som regel hos os 1-2 dage om ugen. Vi spiser frokost sammen, og der er altid plads til at tale om livet uden for arbejdet. Vi er hele mennesker på arbejde. Sådan sikrer vi, at samarbejdet med kunden ruller.

Hvis du synes, det er spændende at læse videre om, så se vores tilgang hér ->

Vi tør sige nej - det giver arbejdsglæde

Det betyder også, at vi er klar til at sige nej. Vi siger nej til kunder og projekter, som vi ikke tror på kan fungere hos os. Det kan være fordi, de ikke passer til vores samarbejdsmodel, at projektet ikke er med til at løfte vores kompetenceniveau - eller at kemien bare ikke er der. 


Et godt samarbejde med kunden gør os alle gladere og er tilmed også en bedre forretning.

Reload er et sted, som er funderet i at skabe arbejdsglæde. Vi tror på, at glade medarbejdere giver de bedste resultater. Vi tror på, at spændende projekter, fantastiske kollegaer, og en organisation, der giver stor frihed og stiller krav til personlig og faglig udvikling, skaber denne arbejdsglæde. At være en del af sådan et fællesskab er ikke kun fedt for os selv - vi tror også på, at det kan gøre en forskel for vores omverden. Vi vil nemlig gerne bygge ting, der virker i virkeligheden.

Hvad er Reload?

Reload blev grundlagt tilbage i 2010 af Kasper og Rasmus. Som bureau har Reload en historie som Drupal-hus med benene solidt plantet i tung teknik, men senere hen er vi blevet blødere og begyndt mere at fokusere på strategi, forretning og brugerforståelse.

Vi er pt. 22 ildsjæle, som har til huse i en hyggelig gammel herskabslejlighed på Frederiksberg. Vi arbejder i en meget flad organisation, hvor alle har meget frihed og høj indflydelse på dagligdagen. Der arbejdes med stor respekt for hinanden og med ønsket om stor gennemsigtig i alle beslutninger. Her er høj fokus på faglig og personlig udvikling, trivsel og fælles relationsture til udlandet, samt mange sociale arrangementer.

Vi går meget op i, at det skal være sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde, og at vores aftaler med kunderne er realistiske. Meget sjældent har vi pressede deadlines, og vi er ekstremt fleksible med både arbejdstid og sted.

Open source er i vores DNA

De teknologier, vi arbejder mest med, udspringer ligesom store dele af vores kultur fra open source. På kode-niveau arbejder vi i oftest i PHP (mest Drupal) og Javascript (mest React samt Next.js), men vi er også virkelig erfarne og dygtige i en lang række webteknologier. Vi vurderer løbende og i fællesskab, hvilke nye teknologier og værktøjer vi ønsker at blive gode til - og som på bedste vis løser opgaven. 

Vi arbejder på højt niveau med Docker, CI/CD og automatisering - og vigtigst af alt, er hele vores agile proces og mindset gearet til, at det kan lade sig gøre. 

Men arbejde er ikke alt

Arbejdet er ikke det vigtigste i livet. Det ved vi godt og har derfor et udtalt fokus på work-life-balance. Vi er mange med børn, sideprojekter og hobbyer - vi kender alt til behovet for fleksibilitet. Og så tror vi simpelthen ikke på overarbejde! Når du er glad og har overskud, så laver du også dit bedste arbejde, og det kommer Reload og vores kunder til gode. Så simpelt er det!

Vi kan godt lide at rejse sammen. Vi har både været i Marokko og køre på ATV, Island for at bestige gletschere, i Sverige for at sejle i kajak og lave mad over bål og senest i de Transsylvanske bjerge.

Vi lever rent faktisk efter vores værdier 

Nemt at sige, men vi tror på det, vi prædiker - og vi følger op på det, så det ikke bare er varm luft og bullshit. Det er noget, vi i hverdagen kalder “The Reload Way”. Hvis du vil vide endnu mere om, hvilke værdier der driver os, og hvordan vi fungerer internt, så kan du læse om disse værdier her ->

Og mens det selvfølgelig altid fedt er at blære sig med sin kultur, så behøver du ikke tage vores ord for det. Du kan f.eks. lytte til André Lodder i stedet. André observerede Reload sidst i 2022, som del af en HR-undersøgelse han havde, og havde følgende at sige om os:

Mød Arne.

Arne har været i Reload i 13 år. I den anledning af hans 10 års jubilæum, så lavede vi et portræt af den gæve sønderjyde, som fungerer som både arkitekt og seniorudvikler i Reload, med mange store Drupal løsninger bag sig. Du kunne meget vel "risikere" at arbejde sammen med ham. Man har vel lov at håbe.

Er vi det rette match?

Har du spørgsmål? Så giv vores tekniske direktør, Kasper, et ring på tlf. 29725957 eller send en email på kasper@reload.dk

Og ellers, så er det bare at sende en motiveret ansøgning til job@reload.dk hvor du fortæller lidt om hvad du har lavet og hvorfor dette job fanger interessen hos dig.

Disclaimer om sprog

Inden du søger, så bliver vi også nødt til at fortælle, at arbejdssproget i Reload er dansk - og vi har næsten kun danske kunder.

Det er altså et krav, at du læser, skriver og taler dansk.